Ansøgningsfrist den 31. marts 2020 kl. 12.00
INDHOLDSFORTEGNELSE
1 Indledning
2 Ansøgningspuljens formål
3 Ansøgerkreds
4 Målgruppe
5 Tilskudsperiode
6 Tildelingskriterier og vurdering
7 Dokumentation som skal vedlægges
8 Gradvis indfasning og udfasning
9 Fusion eller opsplitning
10 Paraplyorganisationer
11 Tilskudsberettigede udgifter
12 Ikke tilskudsberettigede udgifter
13 Ansøgningsfrist og -procedure
14 Ved opnåelse af tilskud
15 Statsstøtte
16 Statens fleksjobordning
Socialstyrelsen udmønter årligt ansøgningspuljen til landsdækkende handicaporganisationer og -foreninger. Midlerne er afsat på finansloven for 2020 på § 07.18.19.20.
I 2020 udmøntes der tilskud fra ansøgningspuljen på minimum 87,1 mio. kr. som afsat på udlodningsloven. Det endelige beløb afventer Danske Spils regnskab. Det angivne beløb er et foreløbigt acontobeløb og således ikke det endelige beløb til udmøntning. En efterregulering tilfalder paraplyorganisationen, i det der er tale om mindre midler, der i så fald bruges til fælles aktiviteter.
Ansøgningspuljen er delt op i to delpuljer:
1. Landsdækkende handicaporganisationer og -foreninger (97,6 pct.)
2. Landsdækkende foreninger for en eller flere sjældne diagnoser eller sjældne handicap (2,4 pct.)
Denne vejledning omhandler alene delpuljen til landsdækkende foreninger for en eller flere sjældne diagnoser eller sjældne handicap . Til denne delpulje er der afsat ca. 2,1 mio. kr. som aconto af udlodningsbeløbet. Midlerne fordeles mellem kvalificerede ansøgere efter en fordelingsnøgle.
Udmøntningen af midler sker i henhold til udlodningsloven (lov nr. 1532 af 19. december 2017 om udlodning af overskud og udbytte fra lotteri) samt bekendtgørelsen til ansøgningspuljen (nr. 124 af 10. februar 2020).
2 Ansøgningspuljens formål (BKG § 2)
Ansøgningspuljens formål er at yde driftstilskud til landsdækkende handicaporganisationer og -foreninger med henblik på at styrke deres arbejde på det sociale område både i form af generel interessevaretagelse og konkrete aktiviteter for personer med handicap.
3 Ansøgerkreds (BKG § 4)
Ansøgningspuljens ansøgerkreds er landsdækkende foreninger for en eller flere sjældne diagnoser eller sjældne handicap, herunder paraplyorganisationer på handicapområdet.
Om paraplyorganisationer, se nærmere herom i afsnit 10.
4 Målgruppe (BKG § 5)
Ansøgningspuljens målgruppe er personer med handicap og pårørende.
5 Tilskudsperiode
Midlerne anvendes i perioden 1. januar 2020 til 31. december 2020.
6 Tildelingskriterier og vurdering (BKG § 6-8)
Ansøgningen vurderes på baggrund af, om tildelingskriterierne er opfyldt, jf. tabel 1. De enkelte vur-deringsområder uddybes nedenfor efter den skematiske oversigt.
Tabel 1: Vurdering og tildelingskriterier
Vurdering | Tildelingskriterier |
---|---|
1. Formål og målgruppe | Ansøgers formål og målgruppe ligger inden for ansøgningspuljens formål og målgruppe. Organisationen/foreningen skal både udføre generel interessevaretagelse og have konkrete aktiviteter. |
2. Ansøger | Ansøger ligger inden for ansøgningspuljens ansøgerkreds. Ansøgningspuljen retter sig mod organisationer og foreninger på handicapområdet. Der skal endvidere være tale om formaliserede organisatio-ner/foreninger, der er landsdækkende, og som gennem deres eksistens i nogle år samt et vist medlemstal har dokumenteret deres eksistensberettigelse. Der er tale om velfungerende og veldefinerede organisationer og foreninger. |
3. Budget | Der indsendes et samlet, bestyrelsesgodkendt budget for indeværende år. |
4. Tilskud fra andre driftspuljer under udlodningsloven | Hvis ansøger har modtaget tilskud til drift fra andre udlodningspuljer, der fordeles efter udlodningsloven, kan der ikke ydes tilskud fra denne ansøgningspulje. |
Ad 1) Formål og målgruppe:
Det vil blive vurderet, hvorvidt organisationen/foreningen har et formål, der falder inden for ansøgningspuljens formål.
Organisationen/foreningen skal virke på det sociale område, hvor den både udfører generel interessevaretagelse og har konkrete aktiviteter på handicapområdet. Ansøger skal beskrive, hvordan organisationen/foreningen varetager målgruppens generelle interesser. Ansøger skal desuden redegøre for, hvilke aktiviteter der kan være tale om.
Med generel interessevaretagelse menes, at ansøger skal varetage sine medlemmers fælles interesse via f.eks. medlemsservice, foreningsservice, interessepolitisk arbejde, sekretariatsfunktioner, kommunikation og repræsentation i forskellige sammenhænge. Interessevaretagelsen for små foreninger kan f.eks. ske helt eller delvist f.eks. gennem medlemskab af en paraplyorganisation.
Med konkrete aktiviteter menes tiltag, der er afgrænset i tid og indhold, f.eks. en sommerlejr, bruger-rådgivning eller netværksaftener. En aktivitet kan være enkeltstående eller tilbagevendende.
Det skal desuden beskrives i ansøgningen, at organisationen/foreningen har sit virke inden for handicapområdet og har fokus på det sociale aspekt ved at have et handicap. Eksempelvis er ansøgningspuljen ikke tiltænkt sundheds- eller patientorganisationer, der primært har fokus på behandlingssektoren og medlemmernes/målgruppens rolle og ageren som patienter i behandlingssystemet.
Målgruppen er personer med handicap og deres pårørende. I denne delpulje er der tale om organisationer/foreninger, der organiserer borgere med en eller flere sjældne diagnoser eller sjældne handicap. Der er således også tale om foreninger for borgere med sjældne handicap, som ikke har kunnet opnå en klinisk diagnose.
Ad 2) Ansøger:
Ansøgningspuljen retter sig mod organisationer og foreninger på handicapområdet .
Der skal endvidere være tale om formaliserede organisationer/foreninger, der er landsdækkende , og som gennem deres eksistens i nogle år samt et vist medlemstal har dokumenteret deres eksistensberettigelse . Der kan være tale om store eller små velfungerende og veldefinerede organisationer og foreninger.
Ad ”handicapområde”:
• Organisationen/foreningen skal have sit virke inden for handicapområdet.
• Organisationen/foreningen skal være organiseret omkring en eller flere sjældne diagnoser eller sjældne handicap.
• Organisationen/foreningen må ikke have underafgrænsninger i forhold til sin målgruppe, som f.eks. alder, køn eller etnicitet.
Ved Socialstyrelsens vurdering af kriteriet sjældne handicap tages der udgangspunkt i Socialstyrelsens publikation ”Indsatser der virker: Mennesker med sjældne handicap” (2014):1
”Begrebet sjældne handicap dækker over alle former for nedsat funktionsevne, der typisk skyldes medfødte, ofte arvelige, komplekse og alvorlige sygdomme, der er konstateret hos færre end 1.000 personer (i Danmark). Der kræves særlig viden og sagkundskab og en højt specialiseret, veltilrettelagt indsats i form af diagnostik, behandling, opfølgning og kontrol i sundhedssektoren og en tilsvarende velkoordineret indsats i socialsektoren. ”
Ad ”formaliserede”:
Ansøger skal have et CVR-nr. Dette oplyses i ansøgningsskemaet.
Ansøger skal vedlægge vedtægterne for organisationen, og de skal indeholde bestemmelser om:
navn,
hjemsted,
formål,
generalforsamling,
valg og konstituering af bestyrelse,
betingelser for medlemskab,
regnskabs- og formueforhold, herunder valg af revisor og tegningsret og
vedtægtsændringer og ophør, herunder anvendelse af nettoformuen ved organisationens ophør.
Ansøgers organisation skal ledes af en bestyrelse. Bestyrelsen er ansvarlig for, at organisationens formål varetages i overensstemmelse med gældende lovgivning og formålet med ansøgningspuljen. Såfremt organisationen har en daglig ledelse, skal den daglige ledelse handle inden for de budget- og bevillingsmæssige rammer samt øvrige tilskudsbetingelser i afgørelsen.
Ad ”landsdækkende”:
• Organisationen/foreningen er en landsdækkende hovedorganisation.
• Organisationen/foreningen har medlemmer i minimum tre regioner. Der er mulighed for dispensation, såfremt der foreligger en saglig velbegrundet beskrivelse i ansøgningen herfor, f.eks. at et sjældent handicap er arveligt og familierne koncentreret regionalt, eller at bosættelse sker i et eller få geografiske områder f. eks. i nærheden af en højtspecialiseret hospitalsenhed.
Organisationen/foreningen skal dække bredt inden for sin målgruppe for at kunne være en hovedorganisation/hovedforening.
Ad ”eksistensberettigelse”
• Organisationen/foreningen har dokumenteret sin eksistensberettigelse og er velfungerende og veldefineret.
• Organisationen/foreningen har eksisteret i minimum 2 år defineret ved, at organisationen/foreningen har eksisteret i minimum 24 måneder og aflagt minimum 2 godkendte regnskaber.
• Organisationen/foreningen har minimum 15 kontingentbetalende medlemmer.
• Medlemsantallet skal opgøres pr. 31. december året før ansøgningen. Det vil sige at for ansøgningspuljen for 2020 skal medlemstallet opgøres pr. 31. december 2019
• Familiemedlemskaber tæller som et medlem, og medlemmer under 18 år, der betaler kontingent, tælles som et.
Ad 3) Budget:
Organisationen skal indsende et samlet, bestyrelsesgodkendt budget for tilskudsåret. Budgettet skal udarbejdes på en sådan måde, at det udgør en fyldestgørende og sandfærdig beskrivelse af de forventede udgifter i forhold til organisationen.
Læs mere om krav til budgettet m.m. i afsnit 11-13.
Ad 4) Tilskud fra andre driftspuljer under udlodningsloven:
Jf. § 6, stk. 4, i bekendtgørelsen kan der ikke ydes tilskud fra denne ansøgningspulje, hvis organisationen har modtaget tilskud til drift fra udlodningspuljen til landsdækkende frivillige sociale organisationer (ULFRI) i indeværende år.
Derudover gælder det generelle princip om, at der ikke kan opnås støtte fra denne ansøgningspulje, hvis der samtidig er opnået støtte fra en anden ansøgningspulje til drift under udlodningsloven.
7 Dokumentation som skal vedlægges
Udover udfyldt ansøgningsskema o skal der indsendes følgende dokumentation i forbindelse med en ansøgning:
• Budget for 2020
• Regnskaber for de seneste to år. For 2020 vil det være regnskaberne for 2017 og 2018, der skal fremsendes. Regnskaberne skal være underskrevet af revisor og godkendt af bestyrelsen.
• Gældende vedtægter.
8 Gradvis indfasning og udfasning
Nye organisationer/foreninger, der ikke i 2019 har modtaget tilskud fra ansøgningspuljen, skal leve op til alle tildelingskriterier for at få tilskud fra ansøgningspuljen, herunder et medlemstal på minimum 15. Nye organisationer/foreninger, dvs. organisationer/foreninger som ikke i 2019 har modtaget tilskud fra ansøgningspuljen, indfases over en periode på to år, hvor tilskuddet vægtes med 75 pct. i første år og 100 pct. i andet år af det tilskudsbeløb, de ville være berettiget til ved fuldt tilskud på 100 pct.
Lever en organisation/forening, der i 2019 har fået tilskud fra delpuljen, ikke op til tildelingskriterier-ne, falder den uden for ansøgningspuljen. Dog vil organisationen/foreningen have mulighed for grad-vis udfasning svarende til indfasningen, hvis organisationen/foreningen ikke lever op til kravet om minimum 15 medlemmer. I en udfasningsperiode vil en organisation/forening modtage tilskud i et år, hvor tilskuddet vægtes med 75 pct. i udfasningsåret af det tilskudsbeløb, den ville være berettiget til ved tilskud på 100 pct.
Eksempel: Har en organisation f.eks. i et år 12 medlemmer, men lever op til de øvrige, absolutte tildelingskriterier, kan tilskuddet nedsættes til 75 pct. af det fulde tilskud i år 1. Har organisationen i år 2 fortsat et medlemstal under 15, kan den ikke længere opnå tilskud og falder dermed uden for ansøgningspuljen.
Såfremt en organisation i et år med 75 pct. tilskud får over 15 medlemmer igen, påbegyndes igen en gradvis indfasning af tilskuddet.
9 Fusion eller opsplitning
Der er ikke en overgangsperiode for fusionerende organisationer/foreninger, hvoraf den ene eller beg-ge har været omfattet af ansøgningspuljen. Efter en fusion skal den ’nye’ organisation/forening leve op til de forskellige tildelingskriterier for at være berettiget til tilskud fra ansøgningspuljen.
Der er ikke en overgangsperiode for opsplittede organisationer/foreninger. Den ’nye’ organisati-on/forening, der er brudt ud af den eksisterende, skal ligesom alle andre leve op til de forskellige tildelingskriterier, såsom et krav om minimum 15 medlemmer for at få del i midlerne, og indfases gradvist til 100 pct. tilskud. Den tilbageværende organisation, der viderefører det samme CVR-nr., skal fortsat kunne leve op til alle tildelingskriterier for at kunne bevare sin tilskudsberettigelse.
10 Paraplyorganisationer
Ansøgning fra en paraplyorganisation vurderes på baggrund af, om tildelingskriterierne er opfyldt. Der gælder følgende tildelingskriterier:
• En paraplyorganisation skal have minimum otte medlemsorganisationer, som alle er hovedorganisationer/foreninger og berettigede til at modtage midler fra ansøgningspuljen.
• En paraplyorganisation skal have eksisteret i minimum et år.
• En paraplyorganisation skal dække bredt inden for handicapområdet og have medlemsorganisationer/foreninger fra mindst tre af de fire kategorier i henhold til FN’s Handicapkonvention: 1) Fy-sisk, 2) psykisk, 3) intellektuel eller 4) sensorisk funktionsnedsættelse.
• En paraplyorganisation skal have en veldefineret rolle og funktion.
En ansøgende paraplyorganisation skal have et CVR-nr. og vedhæfte vedtægter.
Der skal også indsendes et samlet, bestyrelsesgodkendt budget for tilskudsåret. Budgettet skal udarbejdes på en sådan måde, at det udgør en fyldestgørende og sandfærdig beskrivelse af de forventede udgifter i forhold til organisationen.
Dokumentation, som en paraplyorganisation skal indsende:
• Udfyldt ansøgningsskema.
• Samlet bestyrelsesgodkendt budget.
• Reviderede regnskaber for de to seneste år. For 2020 vil det være regnskaberne for 2017 og 2018, der skal fremsendes. Regnskaberne skal være underskrevet af revisor og godkendt af bestyrelsen.
• Gældende vedtægter.
• Dokumentation på mindst otte medlemsorganisationer, der er hovedorganisationer og -foreninger.
11 Tilskudsberettigede udgifter (BKG § 17)
Organisationens budget kan bl.a. indeholde følgende budgetposter:
1. Lønudgifter i organisationen. Lønniveauet må ikke være højere end det, der er aftalt i de statslige overenskomster for tilsvarende arbejde.
2. Konsulenthonorarer.
3. Udgifter til revisor.
4. Lovpligtige forsikringer, herunder arbejdsskadeforsikringer.
5. Udgifter til transport. Udgiften i egen bil kan højst udgøre statens almindelige takst pr. km. (1,96 kr. i 2020).
6. Udgifter til aktiviteter mv.
7. Udgifter til lokaler.
8. Småanskaffelser, herunder kontorhold.
9. Øvrige udgifter indeholdt i ansøgningspuljens formål.
12 Ikke tilskudsberettigede udgifter (BKG § 18)
Der kan ikke søges om tilskud til dækning af udgifter i forbindelse med følgende aktiviteter:
1. Udgifter til aktiviteter eller tilsvarende til personer uden lovligt ophold.
2. Udgifter til projekter forankret i udlandet samt Grønland og Færøerne.
3. Kommerciel virksomhed.
13 Ansøgningsfrist og -procedure
Ansøgningsfristen er den 31. marts kl. 12.00. Efter dette tidspunkt kan ansøgninger ikke længere frem-sendes.
Det forventes, at ansøgerne får svar på ansøgningen juni 2020.
Spørgsmål om administration af ansøgningspuljen kan stilles til Maria Johannsen i Socialstyrelsen via tilskudsforvaltning@socialstyrelsen.dk.
Tekniske spørgsmål om ansøgningsløsningen kan sendes til portal@socialstyrelsen.dk.
Ansøgningen skal udarbejdes i det medfølgende ansøgningsskema i Word og indsendes i PDF-format via den digitale løsning, som Socialstyrelsen stiller til rådighed på www.socialstyrelsen.dk. For yderli-gere information om ansøgningsprocessen henvises til vejledningen herom på socialstyrelsens hjemmeside. Der sendes en kvittering, når Socialstyrelsen har modtaget ansøgningen.
13.1 Bilag til ansøgningen
Der foretages en vurdering ud fra oplysningerne i ansøgningen og budgettet, herunder evt. budgetnoter. Bilag til ansøgningen indgår alene i vurderingen, såfremt det fremgår af ansøgningsvejledningen, at ansøger skal eller kan indsende specifikke bilag. Øvrige bilag, som fremsendes, vil således ikke indgå i sagsbehandlingen.
Utilstrækkelige oplysninger i ansøgningen eller anden manglende medvirken kan føre til, at sagen af-gøres på det foreliggende grundlag.
13.2 Tekniske problemer i forbindelse med indsendelse af ansøgning
Hvis ansøger oplever IT-tekniske problemer i forbindelse med indsendelse af ansøgning til puljen, skal Socialstyrelsen kontaktes via telefon eller via mail (portal@socialstyrelsen.dk) inden ansøgningsfri-stens udløb samt kunne fremvise dokumentation for det IT-tekniske problem for, at ansøgningen kan komme i betragtning.
I særlige tilfælde, hvor Tilskudsforvaltning kontaktes efter fristens udløb med it-tekniske problemer, skal ansøger indsende dokumentation for, at ansøgningen er forsøgt indsendt rettidigt inden ansøgningsfristens udløb samt dokumentation for, at ansøger har haft it-tekniske problemer (som minimum i form af et screen dump af fejlmeddelelsen med synlig dato og klokkeslæt). Henvendelser, som modtages senere end 48 timer efter ansøgningsfristen, vil ikke komme i betragtning.
13.3 NemID
Ansøgere med CVR-nummer skal ved oprettelse og indsendelse af ansøgninger anvende en NemID medarbejdersignatur tilknyttet det relevante CVR-nummer. Den tilskudsansvarlige såvel som den medarbejder, der opretter ansøgningen, skal have en NemID medarbejdersignatur.
Det er kun ansøgere, som er fritaget fra tilslutning til digital post, der ikke behøver at søge gennem via den digitale løsning, som Socialstyrelsen stiller til rådighed.
13.4 Hvilke afgørelser kan der blive truffet?
Efter en konkret og individuel vurdering af den enkelte ansøgning kan Socialstyrelsen træffe afgørelse om tilskud eller afslag.
I særlige tilfælde gives der en reservation. Reservation anvendes i de tilfælde, hvor ansøgningen umiddelbart vurderes at være støtteberettiget, men hvor enkelte dele i ansøgningen skal præciseres for, at det kan fastslås endeligt, hvorvidt ansøgningen er støtteberettiget. En reservation følges op af en afgørelse om tilskud eller afslag.
Hvis ansøger opnår et tilskud, ydes der et tilskud enten på det ansøgte beløb eller et reduceret beløb.
14 Ved opnåelse af tilskud
14.1 Udbetaling af tilskud
Udbetaling af tilskuddet påbegyndes, når Socialstyrelsen har modtaget udbetalingsblanketten. Link til udbetalingsblanketten fremgår af tilskudsbrevet.
Tilskud på over 100.000 kr. udbetales månedsvis forud i rater over 12 måneder. Tilskud under 100.000 kr. udbetales på én gang. Udbetaling sker som udgangspunkt i starten af hver måned.
14.2 Forpligtelser
Hvis der opnås et tilskud, er der en række forpligtelser, som skal overholdes. Disse fremgår af bekendtgørelse om ansøgningspuljen og afgørelsen (”tilskudsbrevet”). Der er f.eks. tale om pligt til at indsende relevante dokumenter, rapporter, udbetalingsanmodning og regnskab.
Hvis en tilskudsmodtager ikke overholder forpligtelserne, kan Socialstyrelsen eksempelvis beslutte, at tilskuddet tilbageholdes, bortfalder eller skal tilbagebetales.
15 Statsstøtte
EU-retten indeholder et generelt forbud mod statsstøtte, jf. artikel 107, stk. 1, i Traktat om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Det betyder, at driftsstøtte fra en ansøgningspulje kan være uforenelig med EU-retten, hvis driften indeholder en økonomisk aktivitet, f.eks. i form af et produkt eller en ydelse, hvor støtten fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen på et marked, og hvor støtten potentielt kan påvirke samhandlen i det indre marked.
Socialstyrelsen foretager alene en overordnet vurdering af, om driftsstøtten er i overensstemmelse med de EU-retlige statsstøtteregler. Vurderingen foretages på baggrund af de oplysninger, der fremgår af den indsendte ansøgning. Den enkelte tilskudsmodtager skal således være opmærksom på, at tilskuddet anvendes i overensstemmelse med de EU-retlige statsstøtteregler.
For yderligere information om de EU-retlige statsstøtteregler henvises til Erhvervsministeriets hjemmeside: http://em.dk/arbejdsomraader/erhvervsregulering-og-internationale-forhold.
16 Statens fleksjobordning
Foreninger, der modtager driftstilskud efter denne ordning, er omfattet af den statslige refusionsordning vedr. fleksjob, jf. tekstanmærkning nr. 105 ad 07.14.01 og 07.14.38 til § 7 på finansloven for finansåret 2019 og jf. § 1 i bekendtgørelse om den statslige fleksjobordning for tilskudsmodtagere.
Officielle noter
1 Derudover henvises til den nationale strategi for sjældne sygdomme fra Sundhedsstyrelsen (2014).